BilenPRØVEKØRSEL
Man kan køre lige forbi uden at bemærke noget særligt. Enten tror man i farten, at det er den gamle S80 - eller også tager man den for en S60.
Det er ikke nemt at være det nye flagskib fra Volvo, når designet er lige så diskret som en eventuel svensk udlændingedebat. Men også på den nye S80 er der masser af følelser og indestængte kræfter bag den pæne facade - i hvert fald, når den bærer et diskret V8-horn i panden.
Det lille emblem afslører, at der ligger en helt speciel motor og lurer under hjelmen. Speciel, fordi det er en V8-motor, der ligger på tværs - det ser man meget sjældent. Og speciel, fordi den er udviklet af motorcykelproducenten Yamaha.
Denne motor havde for to år siden premiere i SUV'en XC90, hvor kravet var, at den skulle stå på tværs, så fronten bedre kunne deformeres i et ulykke. Samtidig sparer den også plads, så kabinen kan rykkes længere frem.
I S80 er der ikke kommet væsentligt mere plads, men interiøret er måske det flotteste i klassen lige nu, hvis man holder af enkelt, skandinavisk design. Svævende, svungne linier og høj kvalitet i alle detaljer gør det til at fornøjelse at opholde sig bag rattet.
Fra første tryk på speederen mærker - og hører - man, at der er sjovere ting end design på tapetet i V8-modellen. For første gang i mands minde er der god lyd i en Volvo, som ikke kræver ikke stort kørekort.
Det er ikke den hidsige hvæsen fra de fem-cylindrede R-modeller, der hidtil har været toppen af svenskpoppen, men en kompetent staccato-buldren, der leder tankerne hen i retning af Audis V10-er.
Volvo S80 V8 yder 315 hk, og det er en motor, der elsker omdrejninger. Den får lov at rotere lidt længere op end i XC90, inden begrænseren slår fra ved 6.800. Men det føles, som om den mageligt kunne klare langt mere. Og det mærkes tydeligt, at Yamaha er vant til at bygge motorer, der til hverdagsbrug snurrer med 15.000 omdrejninger.
Kog i suppen
Gasresponsen er helt fantastisk og i kombination med lynhurtige skift i det seks-trins Geartronic automatgear, sætter det virkelig kog i suppen.
Accelerationen 0-100 km/t klares på 6,5 sekunder, om det regner eller sner. V8-modellen har som standard Volvos elektroniske AWD-firehjulstræk med Haldex-kobling. Den sender lynhurtigt kræfter til baghjulene, når det er nødvendigt, men man kan dog overraske den med en lynstart.
Undervognen halter
Firehjulstrækket er også med til at stabilisere bilen i kurver, og det er der i dén grad brug for. Der er gjort alt for lidt ved undervognen i forhold til de mange kræfter i topudgaven af S80, der er slatten nok i forvejen.
Ligesom de andre modeller lider V8'eren også af en uharmonisk duven ved høj fart over bløde ujævnheder - nærmest som defekte støddæmpere.
Kuren ligger lige for: Hiv knap 40.000 kr. ekstra op af lommen til den elektroniske undervogn Four-C (Continuously Controlled Chassis Concept) - alt andet ville være tåbeligt til denne bil, hvor man formodes at bruge de mange kræfter.
Volvos kernekunder er jo fornuftige folk, og de lever sikkert fint med, at selv topmodellen er diskretionen selv.
»Jeg var ved at vride halsen af led, da jeg hørte den - og så var det »bare« en Volvo,« udbrød naboen, der ellers har et blødt punkt for svenskernes hurtige T-modeller fra sin fortid i Tyskland. Hans kommentar rammer lige på kornet, for der er ingenting, der signalerer topmodel med kraftig motor.
Det gælder dog ikke lyden og benzinregningen. Det officielle gennemsnitsforbrug siger 8,4 km/l, men mange omdrejninger, automatgear, firehjulstræk og en tung bil, koster noget mere i praksis.
Min egen uvidenskabelige måling endte på 6,6 km/l med en pæn blanding af vejtyper og kørestil - dog til den friske side, som bilen indbyder til.
Grundprisen for Volvo S80 V8 er 1,1 mio kr. - men husk at lægge 40.000 til for elektronisk undervogn.
Vi burde jo lægge en lydfil på vores hjemmeside, for den fyrige vrinsken af 315 svensk-japanske heste er det største aktiv i Volvo S90 V8.
19.01.2007 tekst: Kurt Henriksen, Børsen Weekend
Vrinskende Volvo
SENESTE BIL ARTIKLER
-
Jaguar med ny topløs fører i front
-
Verdens bedste sejler-yacht er kåret
Med flot udsigt over Bosporus-strædet fra Kempinski-paladset samledes yac ... Læs mere
-
Golf-klassens nye es
-
VW hopper på Golf-strømmen
Prototypen til den el-drevne VW Golf gør en rigtig god figur, hvis man ka ... Læs mere
-
Her er kongehusets kronebiler
-
Frankofil Citroen - Højt på strå
C4 Aircross er en kompakt SUV, der skal tage kampen op mod Mazdas nye CX- ... Læs mere
Seneste temaer
Seneste
-
Bilen
Jaguar med ny topløs fører i front
-
Gourmet
Californisk Pinot Noir med tysk accent
-
Design
Karriereboost eller et klap på skulderen?
-
Bolig
Strandvejsperle a la Emma Gad
-
Shopping
Mia Lyhne - Alene med de eneste to
-
Rejser
Kyoto blomster efter tsunamien









